Denne langpelsede race stammer fra heden omkring det nordøstlige Devon-område og det vestlige Somerset i England. Den har fået sit navn fra den nærliggende Exe-flod. Racen stammer fra én af hestens forfædre, der efter istiden krydsede Beringstrædet fra Alaska, og spredte sig til Europa og Asiens grønnere græsgange. Og den ser ud til at have fundet sig godt til rette i England, for det anslås at den er en af de ældste ponyracer i verden.
Kongelig hovmester
Allerede i 1086 blev racen nævnt i en officiel opgørelse af kongens ejendomme. Dengang tilhørte de et område der blev brugt til jagt af adelen. Siden er de blevet brugt fra alt til ridning, kvægdrift, landbrug og også minedrift. Grundet deres størrelse og rolighed, var de virkelig gode til at trække vogne i kulminerne. De er til tider også blevet krydset med engelske fuldblodsheste for at skabe en talentfuld jagthest.
Læs også: Forårsgræs og sukker
Tæt på at forsvinde
Under 2. verdenskrig var det tæt på at gå rigtig galt for den lille standhaftige race. Bestanden var på sit allerlaveste antal. Engelske soldater i området jagede dem for føde, og det samlede antal kom ned på omkring 50 heste. I efterkrigsårene gik arbejdet med at genoprette bestanden i gang, og selvom den stadigvæk betragtes som truet, så eksisterer der i dag en række velgørenhedsorganisationer, der arbejder for at bevare og udbrede racen. På heden i Exmoor findes der stadigvæk halvvilde ponyer, der passer sig selv – men de allerfleste avles på gårde og private stutterier.
Hvordan ser den ud?
Exmoor ponyen har en række kendetegn, som mange forbinder med fortidens vilde heste: fysiske egenskaber, som i generationer er nedarvet fra den moderne hests forgænger. Det er en selvstændig race, der i den grad er tilpasset til at klare sig selv året rundt. Dette betyder bl.a., at den skifter udseende alt afhængig af hvornår du ser den.
Om vinteren holder underpelsen på varmen. De længere, grove hår der udgør yderpelsen, er vandafvisende. Af den grund kan du somme tider se en exmoor, der går rundt med sne på ryggen – uden bekymringer.
Hovedet er solidt med en bred pande og kendetegnet ved de tudseagtige øjenlåg, der let fører skidt og nedbør væk fra de store, opmærksomme øjne. Ørene er spidse og korte og mulen har store næsebor, der hjælper med at opvarme den kolde luft. Farven på mulen er dunfarvet – somme tider også på indersiden af benene og på bugen.
Halsen er tæt og robust, og både brystet og bagparten er proportionelt stærke. Benene er slanke men kraftfulde og velformede. Hovene er små, og meget hårdføre. En exmoor pony er brun eller rødbrun med sort man, pandelok og hale. Højden ligger typisk på mellem ca. 125 til 130 cm.
Læs Også: Dales ponyen: Det modige nussehoved
Selvstændig og glad
Exmoor ponyen er ofte valget når der oprettes fritgående bestande på indhegnede områder. Foruden deres vinterpels, er de gode til at finde føde året rundt. I den seneste tid er de blevet sendt til både Tjekkiet, Danmark og Holland, i klimaer hvor de kan gå ude i det fri det meste af året. Også i Canada har de fundet sig til rette, efter de blev introduceret i 50’erne.
Og de er ikke kun overlevelses- og naturspecialister. De bliver stadigvæk både redet og kørt, for de er populære for deres udholdenhed og er som regel glade for mennesker. Derfor har exmooren under tiden opnået et omdømme som en selvstændig og kælen familiepony.
https://www.thehorseguide.com/horse-breed-information/pony-breeds/exmoor-pony/, https://www.visit-exmoor.co.uk/attractions/exmoor-pony-centre, Esposito, L., (2005). ’HESTE, Illustreret Opslagsværk’. Briggs, P., 2. reviderede oplag, 1. udgave. Aktium.
