Vi har måske lagt mærke til det – de trækker nakken sammen eller bøjer ned i forbenene – men ved du egentlig, hvorfor hesten strækker sig? Og på hvilke forskellige måder heste kan strække sig? Læs med her for at lære lidt mere om heste-yoga.
Faktisk er det at strække sig et sundhedstegn – og det gælder hos alle dyr og mennesker. Hvor tit ser man ikke, at hunden eller katten strækker sig på alle mulige – og umulige – måder? Hvis du ser din hest strække sig, kan det være et tegn på, at den er tilpas, glad og rask, men det kan – kontrastfyldt nok – også være et udtryk for ubehag og smerte.
Hvorfor strækker heste sig:
- Blodcirkulation og energiforøgelse: Når heste strækker sig, øger det blodcirkulationen til musklerne. Dette fremmer ikke kun ilt- og næringsstoftransport, men det hjælper også med at fjerne affaldsstoffer fra muskelvævet. Derudover kan det virke opkvikkende, da det leverer mere ilt til hjernen. Derfor ses det ofte, at heste strækker sig, efter de har ligget ned.
- Muskelafslapning og afstresning: At hesten strækker sig, kan fungere som en afstressende teknik ved at udløse kroppens naturlige beroligende respons. Det reducerer spændinger i muskler og hjælper med at frigøre endorfiner, hvilket forbedrer hestens generelle velbefindende. Det hjælper med at forhindre stivhed og øger fleksibiliteten.
- Ledmobilitet: Heste har naturligt anlæg for at bevæge sig, og regelmæssige stræk understøtter ledmobiliteten. Dette er særligt vigtigt, da heste ofte tilbringer meget tid i boks eller på begrænsede områder, hvilket kan påvirke deres naturlige bevægelsesmønstre.
- Social interaktion: Det at strække sig er ikke kun en fysisk nødvendighed, men det kan også fungere som en form for social interaktion mellem heste. Det ses nogle gange i en fasttømret flok, at en hest strækker sig, hvorefter andre heste følger efter. Der er ikke meget forskning inden for området, men noget tyder på, at det er et udtryk for tryghed og styrker samhørigheden i flokken. Der er også bud på, at det at strække sig iblandt flokken kan udtrykke selvsikkerhed eller underkastelse.
LÆS OGSÅ: Smidighedsøvelser til den ældre hest
Hvordan kan hesten strække sig:
- Hals- og rygstræk: Dette stræk er noget, hesten ofte gør, når den græsser. Det ses derfor sjældent tydeligt, men ved at strække næsen helt mod jorden og eventuelt samtidig bevæge sig, vil hesten strække nakken og hele overlinjen.
- Omvendt hals- og rygstræk: Dette stræk kræver ikke ekstra plads og bliver ofte set i boksen, når hesten har været inaktiv længe. Hesten svajer i ryggen, spænder halsen op og sammen og opnår derved et effektivt stræk i ryg, hals og mave.
- Forbensstræk: Dette er et af de mere typiske stræk. Her skubber hesten forbenene helt frem, og derved kommer maven tættere på jorden. Det strækker godt i forbenene og også hele maven, lænd og bagpart. Hesten vil typisk løfte hovedet og halsen og derved få et ultimativt stræk i hele underlinjen af kroppen.
- Bagbenstræk: Det er et stræk, vi typisk ser hos katte. Hesten strækker et bagben ud af gangen, og det strækker både i muskler, led og sener i benet, men også maven og i ribbene hos hesten. Det ses oftest, efter hesten har ligget ned.
Hvis hesten strækker sig overdrevent, kan det typisk være tegn på mave- eller rygproblemer. Det at strække sig kan være et udtryk for, at hesten søger at mindske trykket i ryggen, maven eller tarmene. Det kan være et tegn på, at hesten har mavesår, tarmbetændelse eller en anden tilstand, som gør, at hesten har ondt. Prøv at vurdér, hvor ofte din hest strækker sig, og om den gør det flere gange i træk. Kontakt altid din dyrlæge, hvis du er i tvivl.
De stræk, der involverer, at hesten strækker forben eller bagben kræver en del plads, og hvis hesten for ofte er begrænset – eventuelt i en boks – vil den have svært ved at tilgå disse stræk. Derfor er det vigtigt at tilbyde hesten tilstrækkelig plads til bevægelse, regelmæssig motion og måske overveje strækøvelser som en del af den daglige pasning?
LÆS OGSÅ: Hvorfor og hvordan gulerodsøvelser
Hvad kan du gøre:
Du kan faktisk hjælpe din hest med udstræk og dermed også med smidighed og velbehag. Det kan du gøre ved at lave strækøvelser med hesten med godbidder som incitament. For at undgå skader er det vigtigt, at du altid laver øvelserne, når hesten har varme muskler. Dette kan for eksempel være efter ridning, longering, gåtur eller massage. Hvis du laver strækøvelserne på kolde muskler, kan du risikere, at din hest får skader i sine muskler og led.
I kan enten stå på staldgangen, være inde i boksen eller på ridebanen. Sørg blot for, at I står på et solidt underlag, og at hestens fire ben er placeret lige under dens krop, uden at den hviler på ét af dem. Når du laver strækøvelser, er det vigtigt at bemærke, hvornår hesten begynder at gøre modstand. Det gør den, når den ikke kan strække sig mere i øvelsen, og det skal man naturligvis lytte til. Efter hver enkelt øvelse bør man slippe forsigtigt, så hestens led langsomt og smertefrit bringes tilbage i sin oprindelige position. Se hvilke strækøvelser I kan træne her
- Sørg for, at din hest udfører strækket stille, så den ikke “kaster” sig efter godbidden/guleroden. Derved undgår du et eventuelt overstræk af musklerne.
- Hold strækket i 5-10 sekunder for at få det bedste resultat.
- Lav altid strækøvelserne ens til både højre og venstre side.
- Er du i tvivl om, hvilke øvelser der vil gavne lige netop din hest, så spørg din behandler. Han/hun kan helt sikkert hjælpe dig på rette vej.
Det, at hesten strækker sig, er en vigtig del af dens trivsel og helbred, som bidrager til fysisk og mentalt velvære samt socialt samvær. Som hesteejer er det vigtigt at have opmærksomhed på hestens naturlige adfærdsmønstre og understøtte muligheden for, at hesten kan udføre disse. Og faktisk er strækøvelser heller ikke så dårlige for os ryttere. Få inspiration her