Uanset hvordan vi vender og drejer det, er ridning og håndtering af heste ikke ufarligt. Det har vores læser Emily Christensen oplevet på egen krop. Det seneste år har været præget af en trailerulykke, en aflivet hest, en hjernerystelse samt en krop og et sind, som fortsat er påvirket af ulykken. Men Emilys historie er også en fortælling om, hvor meget man kan med opbakning fra familie og venner – og hvor meget hestene betyder for os. For vi har hest på trods af alt.
Emily Christensens fortæller
Vi gør opmærksomme på, at historien er Emily Christensens egne ord, beskrivelser og overvejelser.
“I september 2021 erhvervede jeg mig en chancehest. Han hed Caspari, og var en DV-vallak på 190 cm. I sommeren 2022 stod han på sommergræs for enden af den vej, vi bor på. Og resten af mine heste var kommet på ridecenter 15 minutter fra, hvor vi bor, så vi besluttede os for også at flytte Casprai derud.
Alt var i den fineste orden de første par dage. Men pludselig en dag ringer ejeren ude fra ridecenteret. Caspari var gået “amok”, da de skulle have ham ind. Han havde stejlet op af dem, også inde i boksen. Sådan kendte vi ham slet ikke.
Da jeg dagen efter tog ham ind fra fold, var der slet ingenting, men han virkede fjern. Men andet var der ikke, som jeg lagde mærke til. Dog blev mine forældre og jeg hurtigt enige om, at vi skulle have ham hjem. Min far kørte hjem efter traileren, og imens snakkede vi med ejeren af stedet. Datteren fortalte os en foruroligende historie om dagen før, der med det samme satte vores tanker i gang.
Emily Christensen var 17 år, da ulykken skete i sommeren 2022. På daværende tidspunkt gik hun i gymnasiet på Tønder, men efter ulykken måtte hun flytte gymnasium og er netop startet på gymnasium i Ribe. Hun er en aktiv dressurrytter med hestene Dreaming Harmonie, KIDOGO Sødovergård, Sødovergårds St. Gazelle og Kaylie.
De havde taget ham ind fra fold med hingstekæde rundt om næsen, hvorefter han havde stejlet og på en måde trådt på torvet samtidig, hvilket selvfølgelig gjorde kæden stram. Jeg fik en klump i maven, da vi blev fortalt dette, og jeg ved, min mor gjorde det samme.
Trailerlæsningen, som ændrede alt
Min far kom med traileren, og jeg læssede ham. Da min far lukkede bagklappen på traileren, gik Caspari mildest talt amok. Han stejlede og hoppede rundt inde i traileren. Han smadrede forbommen, løftede taget fra trailerens sider og løftede min fars kassebil, som var spændt for traileren. Han slog gentagende gange hovedet i loftet og smed forbenene frem. Alt imens jeg stod derinde med ham.
Læs også: Trailertræning – lige så krævende som intensiv dressurtræning
Jeg forsøgte at berolige og nusse ham, men jeg kunne ikke komme igennem til ham. Pludselig tog han hovedet ned, og jeg nussede ham. For første gang siden bagsmækken lukkede på traileren, kunne jeg trække vejret og tænkte: “Nu er han okay.”
Da tanken var nået gennem mit hoved, gik der et sekund, før han hamrede sit hoved ind i mit med så stor en kraft, at jeg slog den modsatte side af hovedet ind i den anden side af traileren.
Han fortsatte med at stejle og hoppe rundt inde i traileren. Jeg sagde til min mor, at jeg skulle ned og ligge. Min mor hjalp mig ud af traileren, og jeg gik i komplet chok.
Mine forældre fik ham sikkert ud af traileren og ind i boksen. Min søster holdt mig, imens hele min krop rystede. Jeg bliver hurtigt placeret på en bænk inde i stalden. Jeg var helt tom, ingen tanker gik igennem mit hoved. “Hvordan har du det?” blev jeg spurgt om. Ja, det vidste jeg egentlig ikke.
Vi gik hen i rytterstuen. Der lagde jeg med det samme mærke til, at lyset gjorde ondt i mine øjne, og de andre snakkede virkeligt højt.
Det gav mig hovedpine. Jeg rystede og var meget ked af det. Min mor og jeg snakkede om, hvad vi skulle gøre. Vi kommer hurtigt til den konklusion, at det også skulle være fair for Caspari. Så min far skrev til vores dyrlæge, om han havde tid dagen efter. Det havde han.
Når hjernerystelse og hest mødes
Da vi kom hjem, spurgte min mor mig, om jeg var okay. Og stædig, som jeg nu engang er, sagde jeg, at selvfølgelig var jeg det. Min mor valgte dog stadig at ringe til lægevagten, fordi mine øjne fløj rundt i hovedet på mig.
Da jeg ankom på lægevagten, sad vi i venteværelset i noget, der føltes som en evighed. Vandautomaten og de kede af det børn var for meget for mit hoved. Jeg sad med hovedet i mine hænder med tommelfingeren i ørene for at dæmpe lyden og lyset.
Læs også: De 8 hårdeste ting ved at miste en hest
Lægen lavede de en masse test på mig. Og konklusionen var, at jeg havde pådraget mig en meget voldsom hjernerystelse. Lægerne ville gerne beholde mig til opsyn de næste 48 timer. Jeg kiggede på lægen og så på min far: “Det kan jeg ikke. Jeg har en hest, der skal herfra morgen.
Jeg SKULLE være der for ham. Min far fik instruktioner på, hvordan de skulle vække mig og spørge mig om spørgsmål. Så tog vi hjem.
Dagen efter var dyrlægen i stalden klokken 7. Vores dyrlæge sagde, at det nok var en hjerneblødning, han havde fået. Fra billeder, jeg havde taget af ham fra den dag, hvor ulykken skete, kan man også se et tydeligt brud på næseryggen. Mindre end en uge forinden ulykken var min store dreng sund og rask, og nu havde jeg mistet ham. Det var hårdt at køre derfra, og jeg fik hans sko og grime med, som nu er på mit værelse som minde om ham. Caspari var en rigtig hjerteknuser.
Jeg fik sagt det hårde farvel. Som var så uretfærdigt, som noget kunne være. Jeg brød sammen, da han var væk.
Jeg er sikker på, at alle hesteejere kan blive enige om, at der ikke findes en smerte større end at miste sin hest. Jeg sad lidt hos ham og huskede vores dejlige og sjove minder sammen for at lukke smerten ude. Jeg forstod det slet ikke. Jeg følte mig skyldig over noget, jeg ikke kunne have ændret.
En lang genoptræning
Efter nogle uger tog vi på sygehuset for at snakke med lægerne, og jeg får taget CT-scanninger. Jeg tilbragte det meste af dagen der. Da resultatet kom tilbage, havde de ingenting fundet. De lavede flere test og spurgte mig ind til forskellige ting.
På sygehuset havde vi lavet en plan om, at jeg skulle starte igen på gymnasiet en time ad gangen. Jeg startede igen en torsdag, og vi havde fået at vide af studievejlederen, at hvis jeg skulle blive i den klasse, skulle jeg kunne starte fuldtid. Hvilket jeg slet ikke var i stand til. Men jeg var i skole hele torsdag og fredag. Fredag ringede lægen fra sygehuset og spurgte ind til, hvordan det gik med mig. Men da min mor fortæller hende, at jeg var blevet nødt til at starte fuldtid i skolen igen, blev læge chokeret. Efter en snak med skolen blev jeg nødt til at stoppe. Det var hårdt for mig, da jeg elskede min klasse. Og nu kunne jeg ligge i min seng de næste par måneder og bare ligge.
Læs også: Undersøgelse: Mange ryttere prioriterer hestens sikkerhed over sin egen
Efter lidt tid derhjemme i sengen, på sofaen eller bare sovende tog jeg med i stalden. Jeg havde brug for det, og jeg tog en skridttur rundt i ridehallen på min pony, som jeg har haft i syv år. Det var det bedste, der var sket for mig meget længe.
Tingene gik langsomt, men den dag, hvor lægen ringede og sagde, at nu måtte jeg begynde sådan rigtigt at ride igen, var min lykkedag! Jeg red to af mine heste, og jeg havde det så godt imens, men bagefter var jeg træt og svimmel.
Men lige der var jeg ligeglad, for endelig måtte jeg noget igen, og det var noget, jeg elskede. I november 2022 var jeg næsten fuldtidsrytter igen og red to til tre heste om dagen. Dog var jeg meget træt, når jeg kom hjem efter.
- Symptomer på hjernerystelse
- Kortvarig bevidstløshed
- Hukommelsestab
- Hovedpine
- Svimmelhed
- Kvalme med eventuelt opkast
- Efterfølgende koncentrationsbesvær
- Efterfølgende træthed
- Efterfølgende synsforstyrrelser
Mødet med traileren
Da vinteren 2022 gik på hæld, besluttede vi at tage hestene hjem til gården igen. Og der stod jeg foran mit værste mareridt: Hestetraileren. Men nu med hjelm på. “Hvad nu hvis? Kan du huske?”
Det var de tanker, der gik igennem mit hoved, da jeg stod foran rampen. Hele min krop rystede, og jeg fik voldsomt hjertebanken og blev meget svimmel. Min søster gik op i traileren med min ene hest, og jeg fulgte efter med den anden. Jeg gik fuldstændigt i panik, da jeg stod i fronten af traileren og skyndte mig ud. Da tiden kom til, at min anden pony også skulle læsses, skete det samme. Jeg skyndte mig bare op med hende, fik hende gjort klar til at køre og så gik det ellers bare hjem.
Jeg er så heldig at have tre heste, der bare går op, selv om deres ejer står og panikker ved deres side. Jeg er så taknemmelig for alt det, de gør for mig.
Den daglige kamp
Vi ved nok alle, hvor meget der skal til, før vi som ryttere siger: “Her går min grænse!”
Jeg har personligt fundet min, men den kommer ikke til at begrænse mig eller holde mig tilbage fra det, jeg elsker allermest.
Den dag, hvor det skete for mig, vil jeg aldrig glemme, selv om jeg nu husker dårligt. Den dag, jeg blev hende, alle tog hensyn til. Hende, der ikke kunne klare at være sammen med andre mennesker, fordi hun fik hovedpine, kvalme og blev svimmel. Hende, der gik for at få ro og sov hele tiden. Hende, der spurgte om folk kunne slukke lyset eller skrue ned, fordi hun nu hørte alt meget mere tydeligt.
Læs også: Hjernerystelse – den skjulte sportsskade
Hende kæmper jeg for at komme af med. Den “gamle” mig er så langt fra det ovennævnte, som det overhovedet kan lade sig gøre. Jeg hader den lange kamp, jeg står i. Uvisheden om alt, alle de mange spørgsmål og heller ikke at glemme de daglige symptomer som hovedpine, svimmelhed, lyd-og lysfølsomhed, glemsomhed og koncentrationsbesvær.
Den hjernerystelse, som ikke blev taget seriøst, er allerede i dag en hjernerystelse, der er næsten et år gammel. Det er det sværeste, jeg nogensinde har prøvet. At kæmpe for at stå op, fodre heste og tage tøj på. Det bliver nemmere, men der er dage, hvor de mest simple opgaver er uoverskuelige, fordi det tager så lang tid. Det er slet ikke mig. De, der kender mig, ved at jeg ikke har hygget mig i min tid med hjernerystelse – slet ikke!
“Du ser jo stadig normal ud”, “du er vel bare træt?” eller “jeg har da også hovedpine nogle gange” – ja, mine smerter er usynlige. Jeg har ikke gips på armen eller halter på det ene ben.
“What doesn’t kill you, makes you stronger”
I guess. Man lærer meget, når sådan noget sker. Som at sætte pris på livet, dem man har omkring sig og alt det, man har. Og ej at forglemme har jeg lært at passe på mig selv, og hvor vigtig min ridehjelm er, når jeg er sammen med hestene.
Jeg har for nyligt – for første gang i seks måneder – været ude blandt mennesker, der intet vidste om min “ulykke” eller ikke kendte mig. Jeg troede aldrig, jeg skulle sige det, men det var bare så rart, at ingen vidste noget om mig. At jeg bare var Emily. Jeg var ikke en, der havde hjernerystelse, eller hende, folk skulle tage hensyn til. Jeg var bare en normal pige.
Læs også: Kan man ride med en hjernerystelse?
Det skal virkelig gøre ondt på os hestemennesker, før vi overvejer at give op. Men det gør vi ikke, for intet kan erstatte den kærlighed, vi har til vores heste. Ja, det var en hård tilståelse at fortælle min mor, at det her var første gang i de 14 år, jeg har haft heste, at jeg var bange. Bange er måske en underdrivelse, for jeg var panisk. For mig var der intet, der kunne få mig ind i den trailer igen.
Men jeg lukkede ned for mine egne behov, fordi mine heste havde brug for at komme hjem med traileren. Kunne jeg have redet dem hjem, havde jeg gjort det.
Støtte fra familie og venner betyder alt
Min familie og mine venner har været fantastiske. De har alle været der for mig og støttet mig. De har fortalt mig, hvor stærk jeg har været, og hvordan jeg nok skal komme stærkere og bedre tilbage. Selv om det til tider kan være svært at tro på, men jeg ved, at der står fire heste ude i min stald og hepper på mig. Jeg SKAL tilbage, og det er er der intet, der kan stå i vejen for.
Stor tak til min mor og far, de har været en kæmpe støtte igennem min svære periode. De har gjort alt for mig, og det er jeg så taknemmelig for – jeg kunne ikke have gjort det uden dem. Min mor har virkelig været min klippe. Hun lavede mad til mig – vi snakker tarteletter tre til fire gange om dagen i 14 dage, fordi det var det eneste, jeg havde appetit til. Hun købte lækre snacks og gjorde alt det bedste for at opmuntre mig.
Min far har sørget for mine kære heste, muget boksene og hygget med dem, og selvfølgelig givet mig et par dumme jokes, som var nok til at få den “gamle Emily” frem i mig.
Læs også: Rideulykke: “Jeg lå stille i 6 måneder. Et mirakel jeg har så få mén i dag”
Jeg er så mega heldig, at have en osteopat, Erik Døssing fra Klinik Bøgen. Han skal have en kæmpe tak. Han hjælper mig, når mit hoved ikke kan følge med – som han siger: “Det går frem ad, men langsomt.”
Uden hans hjælp tør jeg ikke tænke på, hvordan jeg havde haft det nu. Fordi den hjernerystelse, som jeg følte, at lægerne var ligeglade med og ikke tog seriøst, har pint mig så meget. Min spinalvæske i hovedet har været lukket af, og min hjerne pumpede 9-14 gange i minuttet, hvor det normalt ligger på cirka 5-6. Flere kraniebrud, for ikke at glemme det knuste kindben, er ingen sag for min osteopat. Min bedring indtil nu kan kun skyldes ham.
At bevare tålmodigheden
Jeg må ikke miste tålmodigheden (hvilket er nemmere sagt end gjort). Som han også siger: “Din aircondition virker ikke”, da mit hoved ikke han køle af eller varme op, som “normale” hoveder kan. Og han siger, jeg har været mere end heldig, at jeg har overlevet denne ulykke.
- Rideulykker er desværre hyppige. Der er flest piger, som kommer til skade.
- Fald fra hesten er den mest almindelige årsag.
- Hovedskader er hyppige. Hvert år er der flere meget alvorlige skader.
- Derudover er der træde, bid og klem skader.
Kilde: Sundhed.dk/rideulykke
Noget, der kan gøre mig rørt, er for eksempel, da jeg havde min familie fødselsdag. At læse kortene var ikke noget, jeg kunne, mens de var der, fordi jeg blev så rørt over at læse, at ulykken har sat så store spor. I kortene stod der ting som; “Du er sej, stærk, modig, ustoppelig, stædig, klog og så videre”, “at mit liv har stået stille et par måneder, men at de ved, hvor stærk jeg er, og at de er stolte af mig. At jeg kun kommer stærkere og modigere tilbage.”
Jeg er taknemmelig for hver og en, der har stået bag mig, og som har fortalt mig de ord, jeg har brug for at høre. Tak❤️
Pas på jer selv derude! Det kan gå galt hvert sekund, selvom du ved, hvad du laver. Der er ikke flere unge mennesker eller ældre, der skal stå i min situation. Og husk hjelmen.”
