Annonce

Longer en god trav ind i din hest – uden at spænde den ind

Mange ryttere bruger longering som en supplerende form for træning, og der er da også mange fordele ved det. Arbejdet i longen giver rytteren mulighed for at se sin hest bevæge sig fra jorden, og det er ikke sjældent, at det pludselig går op for én, hvordan man skal gøre på ryggen af den, når man ser det hele nedefra. Derfor kan det være en fordel, når man skal træne en bestemt gangart, som for eksempel trav. Samtidigt kan man ved hjælp af longetræningen hjælpe sin hest med noget af det, den har svært ved under rytter. Og det er lige præcis traven, som det skal handle om her.

Når du kan hjælpe din hest med at bevæge sig godt fra jorden, kan du også – med tilstrækkelig træning – optimere dens styrke og balance til at gå en god trav, når du sidder på den. Du kan altså ‘longere en god trav ind i den’, så at sige – helt uden for eksempel at bruge indspændingstøjler.

Her giver Malgré Tout-redaktionen sine bedste råd til at longere en god trav ind i din hest uden brug af indspændingstøjler.

Læs også: Longering: Kommuniker med stemme og krop

Hvis hesten har for meget fremdrift

Hvis din hest har for meget fremdrift i sin trav – det vil sige hvis den har en tendens til at løbe med dig, når du sidder på den – så vil den med al sandsynlighed også skynde sig lidt for meget rundt i longen. Netop derfor kan det være givende at træne den i at slappe af i begge situationer.

Selvom en longe ikke fungerer som en tøjle, så kan du bruge den til at lave noget der minder en smule om de halve parader, du normalt laver på ryggen af den. Ved at lirke let i longetovet kan du fange dens opmærksomhed, og for nogle heste er det måske tilstrækkeligt. Du kan også tage et par små, bløde tag, som ikke kun trækker sig ind mod dig selv, men også en smule tilbage mod hestens bagpart. På den måde stilles hesten ikke bare ind i volten, men mærker også det lette tryk tilbage i mundvigen, som den kender fra den halve parade. Brug også gerne din stemme til at berolige den. Det bedste er altid at bruge den samme kommando og det samme toneleje, så hesten i kombination med signalet fra longetovet lærer, hvad det betyder.

Tro det eller ej, så kan man også bruge en longepisk til at få hesten til at slappe mere af. Ved at holde pisken foran hesten kan du nemlig fortælle den, at den skal vente.

Hvis hesten har for lidt fremdrift

Hvis din hest derimod er lidt for lad i sin trav, kan du bruge en longepisk til at forbedre dens fremdrift og indundergriben med bagbenene. Et par prik lige under hestens haser kan få den til at træde bedre ind under sig og skabe energi bagfra. Du kan eventuelt supplere med din stemme for at få den til at tænke frem. Det vigtigste er blot, at du med pisken lærer hesten, at tempoet skal øges bagfra, og at det ikke handler om at tage hyppigere, men derimod længere skridt.

Læs også: Longering: Hold øje med hestens overlinje

Temposkift og overgange

Uanset om din hest har for meget eller for lidt fremaddrift, så er temposkift og overgange én af de bedste nøgler til at skabe takt og bæring – og det gælder også i en longe. Naturligvis er det lettest at træne det, hvis din hest forstår dine verbale kommandoer. Hvis ikke I er så habile endnu, så kan du sådan set bare træne temposkift på samme måde, som nævnt i de to foregående afsnit: når hesten skal øge sit tempo, kan du prikke den med pisken under haserne – eller blot slå let i jorden bag den. Når den skal finde tilbage til grundtempoet, kan du lirke og/eller trække lidt bagud i longetorvet.

Travbomme

Som du sikkert ved, så kan du med stor fordel bruge bomme, når du longerer. Men bomme er ikke bare bomme. Du kan nemlig bruge dem til at påvirke hestens skridtlængde og tempo ved at gøre afstanden mellem dem større eller mindre. Den normale afstand for en hest ligger et sted mellem 1,2 og 1,5 m mellem hver bom, hvilket svarer til et stort menneskeskridt alt efter, hvor høj du er. For ponyer skal du snarere gå efter 0,7-1 m afhængigt af ponyens størrelse. Har du en hest, så kan jo begynde med 1,3 m mellem bommene og lade den trave over. Derudfra kan du vurdere, hvor meget bommene skal samles eller spredes fra hinanden for at give den effekt, du ønsker. Skal hesten lære at sænke tempoet, kan du lave afstande en smule kortere – men kun lidt – og skal den øge det, kan du gøre dem større.

Du kan desuden lægge bommene ud som en bred vifte på et buet spor, hvis du vil skifte mellem at forlænge og afkorte hesten skridt. Ved at lade hesten løbe over bommenes inderste del, tvinges den til at forkorte sine skridt og omvendt, når den løber over dem yderst.

Læs også: Longering: Opbyg hesten fremfor at nedbryde den

Husk at rose

Heste kan af gode grunde ikke læse vores tanker, og derfor er det vigtigt at rose den, når den gør noget rigtigt. Ros er måden, hvorpå vi viser vejen for hesten. Så uden ros ingen forbedringer. Bliv i øvrigt gerne ved med at rose hesten, så længde den går i det tempo, du har bedt den om. På den måde lærer den langt hurtigere, hvad den skal, og den vil hurtigere kunne opbygge balancen og muskulaturen til at bære sig, som du ønsker. Så har du longeret en god trav ind i din hest!

Læs også: Undgå overtræning: Husker du at give din hest pauser?

Artiklen er oprindeligt bragt i januar 2020.

Relaterede tags

Lignende artikler

Kategorier

Advertisment

Instagram