Annonce

Bevægelsesanalyse af hesten: Universet mellem det indvendige ben og den udvendige tøjle

Hestens for- og bagpart er som to tandhjul, der drejer hver sin vej. Derfor er en halv parade ikke bare et stop og en fremadridning, men en sammenkobling af forparten og bagparten i bevægelse. Det er hovedtanken bag det, dressurrytter, human- og hestefysioterapeut Claus Toftgaard nu vil fortælle om. Han mener, at forståelsen for den verden, der ligger mellem rytterens indvendige ben og den udvendige tøjle, er helt grundlæggende for oparbejdelsen af en glad og holdbar hest.

“Vi hører ofte underviserne stå at sige, at man skal bruge det indvendige ben til den udvendige tøjle. Det har vi gjort i mange år, også da jeg var i lære – og det er der jo som sådan ikke noget forkert i. Der er bare mere i det end det”. Sådan påpeger Claus Toftgaard som noget af det første, da vi åbner op for diskussionen om, hvordan man bør forstå og håndtere hestens bevægelser. At arbejde diagonalt er med andre ord helt naturligt for hesten, mens vi mennesker må bruge vores hoveder grundigt for at forstå logikken bag.
“Der er et helt univers for både hest og rytter mellem det indvendige ben og den udvendige tøjle. Det er vigtigt, vi forstår, at når vi gerne vil et sted hen med hestene, så bliver vi nødt til at undersøge hestens krop og tænke over, om den faktisk er i stand til at komme derhen, hvor vi gerne vil have den”, uddyber Claus.
Har hesten med andre ord problemer med at bevæge kroppen, og hvor kommer eventuelle spændinger eller blokeringer fra? Er der problemer i forparten eller bagparten, og er det muligt at koble forpart og bagpart sammen under ridningen? Hvis der ikke er fri bevægelse i hestens forpart og bagpart, må vi i gang med en grundig undersøgelse, og mange gange skal vi starte fra jorden og måske slet ikke ride, før vi har god og fri bevægelighed at arbejde med.

LÆS OGSÅ: Claus Toftgaard: Ups, lærte vi nogensinde at ride?

Claus Toftgaard

Claus Toftgaard er uddannet human- og hestefysioterapeut med en særlig, holistisk tilgang til både rytter og hest. Oprindeligt var han under uddannelse som berider og har redet hos en lang række af landets bedste beridere. Det satte en rygskade dog en stopper for, og i dag er Claus mere end lykkelig for, at han gik en anden vej, som tvang ham til at tænke i nye baner og genoverveje, hvad god hestevelfærd og korrekt grundtræning og ridning egentlig er.

Analysen af hesten

Når Claus Toftgaard hjælper ekvipager, deler han altid sit arbejde op i en bevægelsesanalyse af hesten og en rytteranalyse. I denne artikel skal det handle om analysen og forståelsen for hesten, mens det i næste magasin vil komme til at handle om rytteren med fokus på træning sammen med osteopat Jonas Smith.

Heste på højt niveau mangler det helt basale

Når Claus er ude for at hjælpe ryttere og deres heste, møder han heste på alle niveauer – også på eliteniveau. Generelt for dem alle er, at de har bevægeudfordringer. Nogle naturligvis mere end andre, men ofte er det øverste og nederste del af halsen, der slet ikke ”spiller”. Mange heste har decideret hold i nakken og har virkelig svært ved at lave de ting, vi beder dem om. Nogle bør slet ikke rides, før de har fået hjælp og grundtræning fra jorden, hvilket bekymrer Claus.
Generelt mener han, at vi skal være bedre til at læse vores heste for bedre at forstå, når de siger nej tak til det, vi byder dem. I Claus’ verden findes der ingen smutveje til målet, da det er et gensidigt partnerskab, der skal fungere, og det tager tid og masser af tålmodighed. Hestene er utroligt sensitive og i denne stressede menneskeverden kan det være svært at få en god kommunikation med vores heste. 
For Claus findes der ingen dumme heste, men kun heste, som prøver at fortælle en historie med de virkemidler, de har. Det kan godt være, vi ikke helt forstår det i første omgang, men hvis vi lytter og er åbne over for at lære mere både om os selv og vores heste, er der en stor gave at hente. Konfliktadfærd skal tages meget alvorligt, hvis vi vil ride på højere niveau og have gode træningssessioner hver dag. Men det kræver, at vi kommer et spadestik dybere, mener Claus.

For Claus er samarbejdet med hesten et meget fint og sensitivt partnerskab, man virkelig skal værne om og passe på. Foto: Anne-Sofie Schou Munk

Vi er nødt til at undersøge vores heste til bunds

Claus deler altid sin undersøgelse op i en bevægeanalyse af hesten og en rytteranalyse. Det er helt kendetegnende for Claus’ måde at arbejde på. For at få et godt resultat, er det vigtigt, at rytteren bliver en aktiv del af forløbet. Det er ikke nok at bede Claus komme og fikse et problem og køre igen. Det bør være et gensidigt, vedvarende samarbejde, som kræver, at hesteejerne lærer om basale ting i forhold til bevægelse og biomekanik, hvis vi skal have gode og holdbare resultater.
“Jeg prøver altid at gøre det så simpelt som muligt for rytterne, så de selv kan begynde at scanne deres heste. For eksempel skal de lære at se, at når hesten drejer rundt om sig selv, så skal bevægelsen starte med hovedet, derefter kommer halsens 7 hvirvler, så skulderen og de 18 brysthvirvler og til sidst bagparten med 6 lændehvirvler. Der er altså pænt mange led, hvor der kan være låsninger eller spændinger i, og det skal der være nogenlunde godt styr på. Hvis rytteren kan se, at hesten starter med at flytte bagparten, hver gang den skal rundt til den ene side, så er der nok noget galt”, forklarer Claus.

“Jeg nægter at acceptere tvangsmæssig adfærd i ridningen, men vil blive ved med at arbejde for, at ridning på alle niveauer bygger på en sund og smuk oplevelse. Også for hesten”

Han fortæller lidt om, hvordan han konkret arbejder med analysen af hesten, og at han allerede starter med observationerne ved første øjekast, når han møder hest og rytter i stalden.
“Jeg vil helst ikke have, at rytteren har gjort noget som helst ved hesten, før jeg kommer. Vi starter bare med at se den gå i skridt og trav på hård bund og på blød bund og på begge volter. Det næste skridt er at gå mere ind i hvert led på hesten, stykke for stykke, og finde ud af hvad det er, den ikke kan. For eksempel starter jeg tit med blidt at skubbe hesten fra forben til forben og fra bagben til bagben for at se, om den kan flytte vægten fra det ene ben til det andet. Og det er der mange heste, som har svært ved.”
Denne del af analysen hjælper os med en forståelse for, hvorfor det under den følgende ridning kan føles svært at få skulderen på plads. I det nævnte tilfælde er det, fordi hesten har svært ved at flytte vægten over på det modsatte forben.

“Vi kan virkelig blive snydt, når vi ikke får undersøgt tingene til bunds. Man bliver simpelthen nødt til at ønske at forstå, hvad det er for nogle strukturer, der gør, at hesten ikke kan lave den bevægelse, man gerne vil have den til”, fortæller Claus og påpeger, at han bestemt ikke er fortaler for enkeltstående behandlinger eller ledbehandlinger.
“Jeg tror ikke på, at man bare kan komme ud og lave mirakler og så gå igen. Det er så følsomt et system, når to væsener skal bevæge sig sammen, og hesten er så sensitiv, så vi bliver nødt til at have træningen koblet sammen med behandlingerne. Vi bliver nødt til at følge det mere til dørs og gøre det, så hestene kan få et sjovt og sundt træningsforløb”, afslutter han.

LÆS OGSÅ: Claus Toftgaard: “Moderne rideheste fortjener bedre”

Det er afgørende, at man som rytter har en grundlæggende forståelse for, hvordan delene på hestens krop – eksempelvis skulderen – helt konkret bevæger sig. Arbejdet begynder allerhelst fra jorden.

Rebet som værktøj udenom biddet

Det er ingen hemmelighed, at Claus Toftgaard med årene er blevet gladere og gladere for at bruge et reb om hestens hals eller en rebgrime som værktøjer til at lære hesten noget af det basale, den måske aldrig rigtig har lært. Han gør det gerne i kombination med biddet, men meningen er, at det skal fungere helt uden bid.
For eksempel kan han finde på at bede rytteren om at lægge et reb rundt om halsen på hesten og stå på jorden. Ved hjælp af rebet er målet at lære hesten, hvordan den rent faktisk skal flytte skulderen eller dreje hovedet – og hjælpe rytteren til at forstå, hvad der skal til.
“Der findes mange eksempler på, at modstand på biddet skyldes låsning af kæben og hestens øverste halshvirvler (oppe ved nakken, red.). Men udfordringen er også nogle gange, at det er bunden af halsen, der er låst. Når du lærer at bruge tovet, kan du simpelthen mobilisere hele halsen og brystkassen uden at hive i biddet, først fra jorden og så i sadlen. På den måde lærer du, at “Gud, er det det, der skal til for at flytte den brystkasse?”. Når du har styr på det, så får du altså en helt ny hest, som meget bedre kan løfte sig og bevæge sig”, fastslår Claus og uddyber:
“Rebet er en rigtig god hjælp i forhold til at få alle hestens hvirvler til at rotere – ligesom led på en kæde, der arbejder sammen. Når du møder modstand på den indvendige tøjle, fortæller det en historie: Der er 7 halshvirvler, og når tøjlen tager i biddet er det ofte kun de første 2 hvirvler, der bliver testet. Andre gange er det i midten af halsen eller i bunden, de største udfordringer er. Her hjælper det ikke at bruge tøjlen og biddet. Der skal arbejdes et helt andet sted for at løse spændingen, og det er her, rebet og rebgrimen kommer ind.”

“Når jeg ser en hest bevæge sig frit og harmonisk er det en ren fryd. Der skal være sving, skub og energi. Jeg har viet mit arbejdsliv til, at vi forhåbentlig får langt flere ekvipager af den kaliber”

Claus fortæller desuden, at han selv er begyndt at ride meget med rebgrime, fordi hans hest, New Carlos Selection, har en gammel bryst- og nakkeskade, som har været noget af en udfordring at få styr på. Efter han er begyndt at ride med rebgrimen, er der sket noget helt særligt med Carlos’ nakke, bryst og ryg.
“Med en rebgrime kan du blandt andet ikke trække hesten bag lod. Og hvis hesten ikke er løsgjort, kan du slet ikke styre den nogen steder hen. Det er her, rytteren får én på opleveren; du beder hesten om at gå til højre, men den drejer sørme til venstre. Som ryttere får vi testet vores evner i at kommunikere med vores heste, hvilket det er meget få, der virkelig kan. Biddet bevirker ofte, at vi får en forkert tilbagemelding om, hvor misforståelserne ligger. Vi er nødt til at få meget bedre styr på det her, hvis hesten skal kunne bevæge sig frit uden smerter og konfliktadfærd”, fortæller Claus. “Når du kan ride hesten i en rebgrime og har fået mobiliseret den med rebet, så får du bare den vildeste energi, hvilket man som rytter blive helt høj af. Det samme fornemmer jeg på hesten. Og når det lykkes, er du godt på vej hjem til dig selv og din hest”, understreger han.

Et reb om hestens hals er ifølge Claus et godt redskab til at få alle hvirvlerne i hestens overlinje til at arbejde, som de bør.

Hesten er som to tandhjul, der drejer hver sin vej

I det hele taget er Claus glad for at sammenligne hestens bevægelser med en kæde og et sæt tandhjul. Det gør det nemlig lettere at forstå, også i forhold til hvordan rytteren bruger sin krop, og hvordan hesten opfatter hjælperne. Claus forklarer:
“Du har et tandhjul mellem forbenene, og du har et mellem bagbenene. Dét mellem forbenene drejer frem mod hestens hoved, og når den nederste del af halsen og brystbenet drejer på plads, kan hesten begynde at løfte brystkassen, fordi tandhjulet drejer opad og frem mod hestens hoved og dermed laver en forlængelse af hals og hoved fremad. Det bageste tandhjul, der sidder mellem bagbenene, roterer den anden vej, altså bagud mod hestens hale. Her er det meget vigtigt, at hesten kan kippe bækkenet uden modstand fra jorden. Når dette ikke er tilfældet, får vi heste, der går med sænket ryg og høje forben og kort nakke. Og det er ikke et særsyn, at mange af disse heste har store problemer med kontakten med rytteres hånd og bid. Når jeg analyserer en hest, prøver jeg altid at finde ud af, om den har problemer med det forreste tandhjul eller det bageste. Vi skal have kæden på dér, hvor den er hoppet af.”

Claus har, som så mange andre altid tænkt, at for at få ryggen op på hesten, så skal den i en eller anden forstand trykkes på eller aktiveres i mavemusklerne. Men han har fundet ud af, at der er så meget mere i det, end som så.
“I bund og grund handler det meget mere om at få de to tandhjul til at fungere, hver for sig og sammen, så vi kan sammenkoble forpart og bagpart ”, fortæller han. “Hvis rytteren ydermere selv har svagheder i sin balance og sidder tungere på et af de såkaldte tandhjul, bliver sammenkoblingen meget udfordret, for ikke at sige næsten umulig. Og vi har som ryttere et meget stort ansvar i forhold til balance og timing, hvis alt dette skal gå op i en højere enhed.”

Forstil dig, at hesten har et tandhjul mellem forbenene og et mellem bagbenene. For at hesten kan løfte ryggen korrekt, skal begge tandhjul holdes i gang og dreje hver sin vej. Det kan kun ske, når alle hestens hvirvler i overlinjen er aktiveret.

Rid hesten lang og dyb til kæden er på

Men hvordan sørger man så for, at kæden sidder på hele vejen rundt; at alle hestens kropsdele er blevet aktiveret både foran og bagi? Det gør man ved at ride hesten lang og dyb, indtil man kan mærke, at den begynder at forlænge kroppen og strække hals og hoved frem og ned. Når den kan det, er kæden på plads i det forreste tandhjul og hesten er klar til at føre vægten mere tilbage. Dette vil på sigt føre til samling, men det tager omkring to år at gøre dette arbejde fra bunden, før vi kan begynde at stille større krav til hestens krop, understreger Claus.

“Folk har altid lært, at hesten bare skal fremad lige meget, hvad der kommer af udfordringer. Det er jeg bestemt ikke enig i. Det svarer til at køre på en cykel uden kæde. Du kommer ingen vegne, når du træder i pedalerne. Det er det, jeg synes, er så vigtigt at forstå. Alene fordi, det gør ridningen til noget helt andet. Og meget større. Ikke mindst for hesten”, påpeger Claus og konkluderer:
“Så nej, man kan ikke blive ved med at ride hesten lang og dyb og lang og dyb. Men du er nødt til at få løsgjort hesten, og det bruger vi alt for lidt tid på. Mange har aldrig lært det fra bunden – jeg har i hvert fald ikke forstået det helt, før nu”.

Annonce

Det skal være nemt for hesten at bevæge sig

Claus har, om nogen, været på en udviklende rejse i sin tid som rytter. Han fandt sig slet ikke til rette som beriderelev, fordi han ikke syntes, det var fair over for hestene. I stedet har uddannelsen som human- og hestefysioterapeut givet ham den forståelse, som har båret både ham selv og så mange andre frem. 

“Det er også grunden til, jeg ikke har startet stævner i 25 år. Jeg kunne mærke, der var en stemme i mig, der fortalte, at der måtte være en anden og mindre forceret vej i ridningen, hvis det skulle være en god oplevelse både for hest og rytter. Og jeg troede på, at det kunne gøres anderledes. Så jeg er bare blevet ved med at prøve mig frem igennem de sidste 35 år. Jeg nægter at acceptere tvangsmæssig adfærd i ridningen, men vil blive ved med at arbejde for, at ridning på alle niveauer bygger på en sund og smuk oplevelse. Også for hesten. Når jeg ser en hest bevæge sig frit og harmonisk, er det en ren fryd. Der skal være sving, skub og energi. Jeg har viet mit arbejdsliv til, at vi forhåbentlig får langt flere ekvipager af den kaliber. Til hestenes bedste.”

Du vil måske også kunne lide

Annonce

Relaterede tags

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Lignende artikler

Annonce

Kategorier

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce