Hvorfor gider min hest mig ikke?

Den der oplevelse med hesten, der pludseligt ikke viser interesse for en – eller ligefrem har en afvisende adfærd – hører jeg jævnligt om.

Jeg har været der selv. Jeg har stået der på folden og kigget på min hest. Eller rettere på hans bagdel. For han har lige vendt den mod mig i stedet for at gå med. Jeg kommer ellers ud på folden, ganske som jeg plejer – med godt humør, positive forventninger og godbidder i lommen. Har glædet mig helt vildt til at slippe dagens andre sysler og bruge tid med Braveheart. Og min søde, dejlige hest, som plejer at komme mig i møde og trisse afsted efter mig – uden grime og tov – ned til stalden, ja han kigger én gang på mig, vender sig væk og gumler videre på wrappen.

Tag det ikke personligt

Nu er den reaktion hos Braveheart sjælden og aldrig voldsom. Som regel skyldes den enten at koldt vejr er på vej og Braveheart ved, at han har brug for at spise for at holde sig varm, eller at jeg kommer med alt for meget energi og 1000 ting i hovedet. Som regel hjælper det at hænge lidt ud og nyde roen på folden sammen med ham. Og frem for alt vælger jeg at ikke tage det personligt. Men jeg oplever ofte situationer, hvor hesteejere bliver enormt kede af det – og nogle gange bange efter voldsomme reaktioner. De forstår ikke hestens manglende interesse eller deciderede afvisning. Derfor er det et vigtigt emne for mig at tage op.

Forstå hestens signaler

Sidste år bad en mor mig komme ud og hjælpe med en hest, hun havde købt til datteren. De kendte den før købet og havde ikke oplevet problemer. De besøgte den på sommerfold nogle gange uden problemer. Men så pludselig var den ikke interesseret i dem, ville ikke med udenfor folden og vendte bagdelen til og sparkede ud efter dem. En meget voldsom oplevelse som heldigvis ikke endte galt.

Det var specielt hårdt for datteren, som jo elskede hesten højt og ikke forstod “afvisningen”. Problemet viste sig at være, at hesten var bange for at blive taget væk fra flokken og det dejlige græs. Mor og datter forstod ikke dens signaler. Derfor nåede de at “gå for langt”, så hesten endte med at stresse op og udvise afstandssøgende signaler. Med viden om hestens signaler, træning i at bruge dem i daglig håndtering og ved at hænge ud med hesten uden interaktion i et stykke tid blev problemet løst.

Annonce

Der er altid en grund

For nylig besøgte jeg en anden hesteejer og hendes lille hesteflok. Hun havde bedt mig komme, fordi den ene hest, modsat alle de andre heste, aldrig ville med ind fra fold. Den var umulig at fange. Hun var rigtig ked af det, fordi hun følte den ikke ville hende. Den var sød i ridning og alt mulig andet. Men ville bare ikke ind fra fold – hverken med hende eller andre. Ingen havde kunnet “knække koden” igennem flere år. Og hun var nået til at tænke, at det nok ikke var en hest for hende. Men inderst inde følte hun alligevel, at den var hendes hestepartner og så kontaktede hun mig.

Det viste sig, at hesten var ekstremt sensitiv overfor menneskers energi og i virkeligheden med diverse dæmpende og andre signaler prøvede at vise dette. Ved at forstå signalerne viste det sig, at hest og ejer så absolut er et fantastisk makkerpar, og ejer kan nu arbejde videre med sin nye viden. Nok den mest rørende session jeg nogensinde har oplevet.

Hestene vil os gerne

Heldigvis vil de fleste heste virkelig gerne os mennesker. Men nogle gange går der kuk i kommunikationen, for vi taler jo ikke samme sprog. Heldigvis kan vi lære hinandens signaler at kende og dermed få det bedste udgangspunkt for vores samvær. Det er ikke et “quick fix” blot at udenadslære hestes signaler og så kører det. Hestene er jo forskellige, ligesom vi er det, og det tager tid at få styr på og forfine kommunikationen. Men når det så lykkes, føles det fantastisk!

Der kan være andre grunde end de nævnte til, at en hest pludseligt virker afvisende. Har du mistanke om at din hest er syg, skadet og/eller har smerter, så anbefaler jeg altid, at du kontakter en dyrlæge eller andre relevante fagfolk.

Annonce

Relaterede tags

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Lignende artikler

Annonce

Kategorier

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce