Emmelie Scholtens blev født ind i hesteverdenen. Hendes mor var opdrætter, så der har altid været heste i nærheden. Scholtens har selv sagt, at hun lærte at gå og ride nogenlunde samtidigt. Fra en ung alder begyndte hun at konkurrere som ponyrytter og opnåede stor succes ved at vinde flere hollandske dressurmesterskaber. Hendes passion for hestesporten fortsatte gennem årene, men de store resultater på seniorniveau kom ikke med det samme.
Succes med Unge Heste
I stedet fandt Scholtens succes med unge heste. I 2007 blev hun udvalgt som en del af Rabo Talententeam, et program hvor hollandske Rabobank ydede økonomisk støtte til unge ryttere for at forbedre deres ridefærdigheder. To år senere, i en alder af 23 år, markerede hun sig som en fremtrædende rytter ved verdensmesterskaberne for unge heste. Her konkurrerede hun i 6-års divisionen med Westpoint, og ekvipagen sikrede sig guldmedaljer. Dette viste sig at være startskuddet for en femårig periode, hvor Schultens var en dominerende skikkelse i konkurrencen. Året efter vandt hun guld igen, denne gang med 5-årige Astrix. I 2011 opnåede Scholtens to medaljeplaceringer, igen guld med Astrix i kategorien for 6-årige og bronze med 5-årige Bretton Woods. I 2012 og 2013 vandt hun henholdsvis sølv med Borencio og bronze med Dorado.
Mens hun nød disse succesrige år med unge heste, opnåede Scholtens også succes uden for ridebanen. Sammen med sin livspartner, Jeroen Witte, grundlagde hun træningsstalden Witte Scholtens. De startede oprindeligt stalden hos Wittes forældre og forblev der i fem år. Senere blev stalden en del af den prominente hollandske Ad Valk Dressage-stald, som ejer de heste, Scholtens konkurrerer med. Witte Scholtens fokuserer primært på at træne unge heste til det højeste niveau, mens nogle heste forbliver og konkurrerer med Scholtens.
Læs også: Dorothee Schneider søger følelsen af lethed og ubesvær
Succes med Unge Heste
Apache var hesten, der løftede Emmelie Scholtens til det næste niveau. Hingsten Apache var ejet af Ad Valk og blev trænet til Grand Prix-niveau af Scholtens selv. Sammen blev de bedre, og præsterede godt nok til at de i 2018 blev udtaget til Dressurverdensmesterskaberne. Her opnåede de individuelle placeringer som henholdsvis 23. og 25., samt en femteplads i holdkonkurrencen. Selvom de ikke vandt nogen medaljer, var det en betydelig milepæl i sig selv at debutere ved verdensmesterskaberne.
Det følgende år deltog Scholtens i World Cup-finalen, de hollandske mesterskaber og Europamesterskaberne. I de første to konkurrencer samarbejdede hun igen med Apache og sikrede sig henholdsvis en 8. og 3. plads. Imidlertid konkurrerede hun ved Europamesterskaberne i 2019 i Rotterdam med Desperado, der tilsyneladende havde overhalet Apache som Scholtens’ foretrukne konkurrencehest. Ekvipagen havde blandet succes i de individuelle konkurrencer, hvilket resulterede i placeringer som henholdsvis 13. og 29. I holdkonkurrencen kunne de til gengæld fejre at have vundet sølvmedaljer i deres hjemland.
Læs også: Patrik Kittel: “Den eneste, man skal tage ansvar for, er sig selv”
Ruten til Riesenbeck
En halv måned efter Europamesterskaberne delte Emmelie Scholtens triste nyheder. Apache havde lidt af forfangenhed og måtte aflives efter uger med kamp mod tilstanden. Apache blev 14 år gammel og vil altid associeres med Scholtens’ rejse mod toppen af rideverdenen. Efter en pause fra store konkurrencer på grund af skader, COVID-19-relaterede aflysninger og graviditet, vendte Scholtens tilbage til den store scene som nybagt mor i 2022. Tre måneder efter hendes tilbagevenden til at ride konkurrencer havde hun præsteret godt nok til at blive udvalgt til verdensmesterskaberne i Herning. Her dannede hun par med en relativt uerfaren hest på det højeste niveau, Indian Rock. Indian Rock er søn af Apache, og har vist sig som værende en yderst talentfuld ung hest.
Scholtens er for nyligt vendt tilbage fra en knæskade, som hun pådrog sig i februar i år. Alligevel har hun og Indian Rock vist et højt nok niveau til, at de i skrivende stund er i Riesenbeck, hvor årets europamesterskaber afholdes. Selvom de måske ikke er blandt favoritterne til topplaceringer i de individuelle konkurrencer, skal man aldrig undervurdere de hollandske dressurryttere i store konkurrencer.
Læs også: Portræt: Dinja van Liere, Hollands store dressurhåb
