Portræt: Spring- og Rekordrytter, Olivier Philippaerts

Olivier Philippaerts er født ind i en af de førende familier inden for belgisk ridesport. Hans far, Ludo Philippaerts, repræsenterede Belgien ved OL fire gange fra 1992 til 2004, deltog i verdensmesterskaberne tre gange og europamesterskaberne elleve gange. Et år efter Ludos første OL-deltagelse, fik han og hans kone Veronique, der selv er dressurrytter, deres første børn: tvillingerne Olivier og Nicola. Tvillingerne voksede op omgivet af heste og havde altid en pony i nærheden, hvis de skulle få lyst til at prøve at ride. Ludo og Veronique var forsigtige med ikke at presse deres børn til at ride; begge tvillinger udforskede andre sportsgrene i deres barndom, herunder tennis og fodbold. Da de var 6 år gamle, begyndte deres interesse for ridning at blomstre, og de måtte skiftes til at ride ponyen Fritz. Dette markerede starten på deres rejse inden for springsporten, og da de var 11 år gamle, konkurrerede de allerede på nationalt niveau.

Læs også: Six bar challenge: Hvad er det? Og hvem er den bedste?

Vejen til gennembrudet

Fra dette tidspunkt fik både Olivier og Nicola’s ridningkarrierer fart på. Som ponyryttere vandt de begge de belgiske springmesterskaber og deltog i europamesterskaberne. Det var som juniorryttere at begge brødre fik deres internationale gennembrud, og de skiftedes til at brilliere. I 2009 vandt Nicola sølv ved europamesterskaberne og året efter vandt Olivier guld. I 2011, ved europamesterskaberne for ungryttere, vandt Nicola guld på individuelt niveau, imens de begge vandt holdguld.

Ved europamesterskaberne for ungryttere i 2011 red Olivier på Cabrio van de Heffinck, som han også debuterede på seniorniveau med. I 2012 viste han, at han også havde evnerne til at præstere på højeste niveau som seniorrytter. Få dage efter sin 19-års fødselsdag var han sammen med Cabrio med som reserverytter for det belgiske hold til OL i London, hvor han dog ikke kom i aktion. En måned senere opnåede ekvipagen et intet mindre end enestående resultat i Canada. Her deltog de i det store Grand Prix til Spruce Meadows Masters, der anses for at være et af de absolut største springstævner i verden, både sportsligt og økonomisk. De overraskede alle ved at vinde guld og overgå den amerikanske olympiske guldvinder Beezie Madden, der kom på andenpladsen, samt Oliviers egen far, Ludo Philippaerts, der tog tredjepladsen. Denne sejr gjorde Olivier til den yngste vinder af den prestigefyldte Grand Prix nogensinde.

Læs også: Giv din sportshest det rigtige grovfoder

Ridning og forretning

De efterfølgende år bød ikke på lige så prangende resultater for Olivier Philippaerts, som 2012 havde gjort, men han nåede alligevel en række milepæle. I 2014 debuterede han ved verdensmesterskaberne som 21-årig, og året efter var han en del af det belgiske hold, der vandt finalen i Nations Cup. Uden for ridebanen var et højdepunkt for Philippaerts-tvillingerne, da de sikrede sig en betydningsfuld sponsoraftale med svenske H&M. Sponsoraftaler er gavnlige for alle idrætsudøvere, men især i en sport som springridning med betydelige omkostninger. Imens nogle ryttere og familier af den eller anden årsag kan have råd til at beholde deres bedste sportsheste, er det essentielt for Philippaerts-familien at sælge deres heste. Da deres stald skal kunne finansiere at både Olivier, Nicola og deres yngre brødre Thibault og Anthony kan være konkurrenceryttere på højt plan, skal deres indtægter kunne følge med. Derfor gør H&M-aftalen det en smule nemmere for familien at beholde deres bedste heste i længere tid.

Fortsat succes

Efter en række stille år bød 2021 på et nyt højdepunkt for Olivier. Han deltog for første gang som seniorrytter ved europamesterskaberne og bidrog sammen med Nicola til det belgiske holds bronzevindende præstation. Ved denne konkurrence red Olivier på Le Blue Diamond V’T Ruytershof, en hest han stadig konkurrerer med i dag. Selvom hans karriere måske ikke fuldt ud har levet op til forventningerne efter hans succes som teenager, forbliver Olivier Philippaerts en rytter med evnen til at opnå betydelige bedrifter. Uanset om det er som individuel deltager, holdmedlem eller som en del af sin familie og stald, vil hans navn fortsat have en fremtrædende plads i den internationale ridesport.

Læs også: Portræt: Emil Hallundbæk, Dansk Springhåb

Annonce

Relaterede tags

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Lignende artikler

Annonce

Kategorier

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce