EM for fjordheste: En weekend med fart, smuk ridning og yndefulde heste

Er du til fart og spænding, smuk ridning og yndefulde fjordheste? Så skal du sætte kryds i kalenderen d. 28-31/7 2022. Lige netop i disse dage arrangerer ‘Fjordhesten Danmark’ nemlig EM for fjordheste på Det Nationale Hestesportscenter Vilhelmsborg, hvor nogle af Europas bedste equipager og kuske kommer til start. Deltagerne kommer for at dyste og tage del i det store fællesskab omkring fjordhesten.

Læs også: Fjordhesten: Den gyldne ganger fra Norden

Annonce

Noget for enhver

Europa Mesterskaberne afvikles for både juniorer og seniorer, i henholdsvis spring, dressur, kørsel og all-round – så der kommer noget for enhver smag.

“Vi forventer et stort internationalt EM og med det store antal deltagere, der allerede nu er tilmeldt fra mange lande, vil der blive hård kamp om medaljerne” udtaler formand for Sportsudvalget Maria Pejtersen.

Sidste gang der var EM på dansk jord var i 2016, hvor størstedelen af medaljerne gik til danske ryttere, så det bliver spændende at se, om de danske ryttere kan gentage succesen i år.

I weekenden for EM skal der også findes vindere blandt de bedste ungheste, når der afvikles championater i både spring og dressur, for 4-, 5-, 6- og 7-års heste.

OL-kommentator Bjarne Nielsen med til at dømme dressur

Der er sat et stærkt dommerhold, hvor berider Bjarne Nielsen og international dressurdommer Susanne Baarup Christensen, skal dømme dressuren. Bjarne kender mange helt sikkert også som kommentator for dressur til OL.

I springchampionatet skal Bjørn Munk Hansen i samarbejde med testrytter Laila Pedersen (international spring- og championatsrytter og berider fra Katrinelund), dømme de talentfulde fjordheste.

Læs også: Bjarne Nielsen: “I mange år har jeg kæmpet for den gode skridt”

Foto: Skov Foto

Hingstekåring

Sideløbende med EM i spring og dressur, skal vi også have øjnene på fremtidens fjordheste, da der samme weekend også afvikles den årlige hingstekåring. Fjordhesten er en renavlet race, hvorfor det naturligvis for Fjordhesten Danmark er en klar målsætning at sikre, at avlsarbejdet fortsætter de gode takter. Disse har, i mere end 80 år, været altafgørende for, at vi har den fjordhest, vi har i dag.

Til hingstekåringen vises “de nye skud på stammen” frem. 2-års hingstene, der skal bevise, at de er en avlsgodkendelse værdige. Det bliver samtidig til et gensyn med sidste års hingste, når de stilles med henblik på at få forlænget deres avlsgodkendelse i 3-års holdet, eller at opnå en færdigkåring som 4-års hingst.

Som toppen af kransekagen, så afsluttes hingstekåringen med udnævnelsen af “årets hingst” – en titel, nuværende indehaver kan gå hen og lave hattrick på.

Mulighed for streaming

En af de ting vi har lært under Corona er, at streaming af events er en god ide. Derfor har Fjordhesten Danmark i år valgt at streame både fra EM og hingstekåringen. “Det har vi valgt, fordi vi ser EM og Hingstekåringen som en enestående mulighed for at vise, hvad en fjordhest også kan rent sportsligt, og samtidig vise toppen af fjordhesten inden for avlen. Samtidig giver vi vores fjordheste-interesserede venner fra hele Europa muligheden for at følge EM på tæt hold.” siger formand Henrik Munch.

En fjordhest er en ven for livet

Kært barn har mange navne, men racen har i dag det officielle navn fjordhest. Og de fleste ved, hvordan en fjordhest ser ud. For snart 100 år siden kom de første fjordheste til Danmark for at arbejde i landbruget. Antallet af fjordheste har været langt over, hvad man kan forestille sig, grundet dens oprindelig brug som arbejds- og kørehest.

Men en fjordhest kan meget mere end det. En fjordhest kan det hele. Den er hele familiens hest. Om du er til dressur, spring eller kørsel, byder fjordhesten sig til. Den vil gerne arbejde og er meget lærenem. Disse egenskaber blandet med et fantastisk temperament, gør den utrolig nem at holde af. Da den oprindeligt stammer fra det barske norske Vestland, er den en nøjsom hesterace og har sjældent brug for dyrlægen. Kort sagt har du en ven for livet, når du har en fjordhest.

Læs også: Fjordhesten: Når det hele bare er lidt bedre i gult

Stigende interesse

Gennem de sidste mange år har fjordhesten gjort sig mere end bemærket på alle stævnepladser i hele landet, hvorfor også interessen for “den gule” er steget kraftigt de seneste par år. “Det glæder Fjordhesten Danmark, at så mange ryttere har valgt at tage fjordhesten til sig, som de har. En stor grund til dette ligger i det avlsarbejde der er lavet gennem tiden. For uden avlen kan rytterne ikke drage glæde af egenskaberne” udtaler formand Henrik Munch og fortsætter: “og uden den store interesse der er for fjordhesten fra hele Europa, havde vi ikke kunne afholde så fantastisk og stort arrangement som EM for fjordheste er.”

Opfordringen fra Fjordhesten Danmark lyder derfor:

“Kom en dag eller kom hele weekenden. Der vil blive opkrævet 100 kroner ved indgangen, som gælder for alle tre dage, og vi lover jer til gengæld en ting – I bliver ikke skuffet. Vi ser frem til at ser jer til EM for fjordheste på Vilhelmsborg, til en weekend i sportens og avlens tegn.”

Læs også: Comeback ved DM for fjordheste: fra rideulykke sidste år til at vinde i år

Annonce

Relaterede tags

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Lignende artikler

Annonce

Kategorier

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce