Fra Marken til slagmarken
I det 8. århundrede var Karl den Store kejseren af et forenet Europa. Med fjender i alle retninger var tiden nu inde til at skabe en ny slags soldat. Den skulle være hurtig, kraftig og frem for alt – loyal. Klimaet var begyndt at blive mildere, så det betød flere afgrøder og mere arbejde for landmænd og damer. Hesteavl var en meget vigtig forretning.
LÆS OGSÅ: Heste i krig – Middelalderen, Del 1: Remmer og tøj
Der skulle gå et par hundrede år inden verden begyndte at føre stamtavler. På dette tidspunkt var der ikke engang nogen faste regler for, hvordan man overhovedet skulle beskrive en hest. Så derfor blev heste i middelalderen oftest navngivet ved hjemegn og formål. Skulle du trække et læs, så skulle du bruge en trækhest. Skulle du i krig, så skulle du bede din lokale hestehandler om en krigshest.
Arbejdsbeskrivelsen havde ikke ændret sig meget, men det havde de europæiske heste. Nu var de stærke nok til at bære en ridder i fuld stålrustning. Det gjorde dem vigtige nok til at få sin egen rustning. Ridderen skulle først i lære som page (tjener i adelen, red.), derefter som væbner – og når praktikforløbet var overstået, så var forventningen, at kongen havde en soldat som kunne lidt af hvert.
Han skulle været uddannet, veltalende, kristen og frem for alt – skarp i kamp.
fuld udrustning
I krig var det en fordel at bruge en hest der passede til opgaven. Kønnet af hesten var underordnet. Hvis man skulle bryde igennem en gruppe af fodsoldater, så kunne man med fordel bruge en stærk og modig krigshest der måske ikke var den mest udholdende. Hvis man til gengæld forventede at skulle ride efter andre ryttere, var det en god idé at bruge en adræt og smidig hest, der ikke bliver træt midt i kampen. Englands ældste museum, Royal Armories, viser os at middelalderens hesterustning har tilhørt en hest, der har været 15 til 16 hænder høje (152-163 cm), ikke meget højere end en pony!
LÆS OGSÅ: Mød den stærke og ædle Percheron
Mit kongerige for en hest
En veludstyret ridder havde, foruden sin krigshest også en rejsehest. Det betød at han kunne spare på krigshestens energi, og holde den frisk. Han havde måske også en bagagehest til at bære hans udstyr. Ridderens lærling, væbneren, skulle selvfølgelig med i krig, og han havde også brug for en god hest. Og hvis det var en længere tur, så skulle konen naturligvis også med. Det betød én ekstra hest.
På denne måde kunne en enkelt ridder og hans følge sagtens komme op på langt over fem heste. Og der var en god grund til at skåne hesten så meget som muligt, da en sund krigshest var eftertragtet og næsten umulig at erstatte i midten af et krigstogt. For de fineste og stærkeste krigsheste kunne koste op til otte gange så meget som en normal hest.
LÆS OGSÅ: Køb af hest: Det skal du være opmærksom på, hvis du vil købe hest ubeset
Kavaleriet kommer
Ordet kavaleri kommer fra det franske ord chevalier, der både betyder ridder og rytter på hesteryg. Men hvor enhver ridder i den tidlige middelalder også var rytter, så var det ikke alle ryttere, der også var riddere. I dag bruges ordet “kavaleri” om alle slags pansrede køretøjer. Men dengang skulle sønnerne af adelen tjene både konge og fædreland, og hesten gjorde det muligt at komme hurtigt omkring. Senere, da ridderens rolle ændrede sig, blev lejesoldater på hesteryg mere almindelige og overtog langsomt ridderens rolle på slagmarken.
Men der var andre I samme periode, der også var glade for krigsheste. Og de var på vej til Europa. Med en enkelt opfindelse skulle de ændre slagmarken for evigt.
Læs også: Heste i krig – Antikken, Del 4: Xenofon
Kilder:
https://www.bloodlines.net/TB/PedigreeMatters/HistGen.htm
https://englishhistory.net/middle-ages/medieval-knights/,
https://medievalbritain.com/type/medieval-life/weapons/medieval-lance/,
https://www.etymonline.com/word/chevalier
